Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Oplev skulpturer i Esbjerg

I Esbjerg er kunsten tæt forbundet med havet, byen og landskabet – fra monumentale værker ved kysten til skjulte skulpturer i byrummet.
Følg tre ruter: De store ikoniske værker, de skjulte kendte perler og Hjalmar Sonnes særlige værker i sten.

Rute: Syv store værker

Mennesket ved Havet

En monumental skulpturgruppe af fire mænd, der sidder og ser ud over havet. Værket skildrer menneskets møde med naturen både i ensomhed og i fællesskab. Læg mærke til, at den ene mand har seks tæer. Adresse: Sædding Strandvej 1, 6710 Esbjerg.

Læs mere om Mennesket ved Havet

Esbjerg af Robert Jacobsen

Jernskulpturen er opbygget af rette linjer og cirkulære former. Det geometriske formsprog fortolker Esbjergs retvinklede byplan og giver værket et abstrakt, industrielt udtryk. Scan QR-koden og hør skulpturen fortælle. Adresse: Havnegade 20, 6700 Esbjerg.

Læs mere om Talking Statues i Esbjerg

Heerups Have

Her kan du møde en lille skulpturhave med en stenfamilie på 19 figurer med finurlige navne som Liggende Svane og Tankbil. Værkerne inviterer til leg, fantasi og humor – og du kan også lytte til skulpturerne. Adresse: Skolegade 35, 6700 Esbjerg.

Læs mere om Talking Statues i Esbjerg

Esbjerg af Per Kirkeby

Murstensværket fremstår som funktionsløs arkitektur. Med sit formsprog undersøger det grænsen mellem ude og inde. Læg mærke til ligheder og forskelle mellem de omkringliggende røde murermestervillaer. Adresse: Finsensgade 35, 6700 Esbjerg.

Skulpturen findes ved Esbjerg Sygehus, Finsensgade/Gormsgade, 6700 Esbjerg

Ocean Knight

Den store røde skulptur af Monira Al Qadiri rejser sig i en abstrakt form inspireret af mikroskopiske havorganismer. Værket hylder de små, men livsvigtige væsner som plankton og alger, der producerer ilt og optager CO₂. Adresse: Englandskaj, 6700 Esbjerg.

Læs mere om Ocean Knight

Lyshøjen

Landskabsskulpturen her er udført af overskydende jord fra motorvejsbyggeri. Den grønne høj med 19 lys ændrer sig efter trafikken. Gå op på toppen, nyd udsigten og udforsk det omkringliggende landskab. Adresse: Landemærket, 6715 Esbjerg.

Læs mere om Lyshøjen

I am your yesterday (and you are my tomorrow)

Skulpturen refererer til en bølge, der bevæger sig mod strømmen. Det organiske formsprog viser naturens ukontrollerbare kræfter – både dragende og voldsomme. Adresse: Sanatorievej 36, 6710 Esbjerg.

Se, hvad du ellers kan opleve i Hjerting Strandpark

Rute: Skjulte perler

Obelisk

Skulpturen er udført af Karl Åge Riget og består af geometriske former samlet i en harmonisk og levende helhed. De rene, klare farver og det konstruktive formsprog er karakteristisk for hans arbejde. Adresse: Vognsbølparken, 6700 Esbjerg.

Se, hvad du ellers kan opleve i Vognsbølparken

Eftertanke

Granitskulpturen er udført af Hjalmar Sonne og viser indridset personer med eftertænksomme udtryk. Værket er en del af hans skildringer af menneskelivet på godt og ondt. Adresse: Eriksensvej 2, 6710 Esbjerg.

Frihed og fællesskab

Skulpturen af Hans A. Andersen er et eksempel på konkret kunst, som kommer til udtryk i en konstruktiv formopbygning af linjer uden naturinspirerede elementer. Adresse: Vester Gjesingvej, 6715 Esbjerg.

Hermes

Bronzeskulpturen er udført af Ludvig Brandstrup og forestiller den græske gud for veje, rejser, handel og tyveri. Figuren er skabt i en detaljeret, naturalistisk stil. Adresse: Gl. Vardevej 101, 6715 Esbjerg.

Besøg også Dyrehaven

Åkande

Skulpturen af Randi og Katrine forestiller en stiliseret åkande. De cirkulære mønstre og placeringen spiller med vores opfattelse af natur og det kunstige. Læg mærke til den overraskende størrelse. Adresse: Spangsbjerg Møllevej 72, 6700 Esbjerg.

Rute: Hjalmar Sonne - værker i sten

Det nye testamente

Skulpturen er skabt med motiver fra Det Nye Testamente. Den var tænkt som et forslag til menighedsrådet ved Jerne Kirke. Den stammer fra en grusgrav nær Aabenraa, og motiverne er karakteristiske for hans håndværk. Adresse: Skolebakken 137, 6715 Esbjerg.

Planeternes rotation

Hjalmar Sonnes stenskulptur, som står på Kornvangen i Esbjerg. Skulpturen hedder Planeternes Rotation, og den viser, at planeten Venus roterer mod uret, hvorimod de øvrige planeter drejer med uret. Adresse: Kornvangen 9B, 6705 Esbjerg.

Unge under paraplyen

Stenskulpturen, Unge under en paraply, står i en gård ved Ungdomsbo i Esbjerg. Skulpturen viser de unge mennesker, der bor i de omkringliggende ejendomme. Adresse: Nygårdsvej 39, 6700 Esbjerg.

Stoppenålen

Skulpturen er formet som en stoppenål. Den er inspireret af H.C. Andersens eventyr om nålen, der tror, den er noget andet. Se aftrykket af hånden, der klemmer nålen. Det er en fortælling om at være sig selv. Adresse: Svendsgade 19, 6700 Esbjerg.

Cutty Sark

Stenskulpturen markerer Cutty Sark Tall Ships Races i Esbjerg i 1993 – en begivenhed, der i dag hedder The Tall Ships Races og stadig vender tilbage til byen. Adresse: Hjertingvej 74, 6700 Esbjerg.

Læs mere om Tall Ships Races Esbjerg

Æ Hav

Springvandet fra 1968 er udført i granit fra tidligere by- og havneanlæg. Det var tænkt som gave til Esbjergs 100-års havnejubilæum, men blev afvist. I dag tilhører værket Viking Life-Saving Equipment. Adresse: Sædding Ringvej 13, 6710 Esbjerg.

Vil du udforske endnu flere kunstruter? Fortsæt turen til de omkringliggende byer.

Skulpturer i Ribe

Udforsk Danmarks ældste by og oplev kunst i historiske omgivelser med særligt fokus på fortællinger og kvinder i kunsten.

Se ruter i Ribe

Skulpturer i Bramming

Oplev skulpturer i træ og sten med stærke udtryk og temaer om liv, mennesker og historie.

Se rute i Bramming

Skulpturer i Gørding

Find skulpturer, der leger med form, symbolik og eftertanke i rolige omgivelser.

Se rute i Gørding

Kort over kunstværker i Esbjerg Kommune