Vidste du at...
... værket er doneret af Esbjerg Fonden og Johan Hoffmann Fonden og realiseret i samarbejde med kunstbureauet Creator Projects, Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune.
Ocean Knight rejser sig som et lysende, internationalt vartegn på Esbjergs havn. Den otte meter høje skulptur forbinder byens maritime rødder med en større, global fortælling om havet.
Værket rejser sig som en stor, rød skulptur i en abstrakt, forstørret form inspireret af en mikroskopisk havorganisme, en dinoflagellat. Værket hylder de små, men livsvigtige væsner i havet som plankton og alger, der producerer ilten, vi indånder, og optager CO₂ fra atmosfæren.
Den glødende skulptur lyser blødt indefra med LED-lys som et moderne fyrtårn i havnelandskabet. Den røde farve rummer både skønhed og advarsel og er en reference til algeopblomstringens blodrøde hav og de komplekse forhold mellem menneske, industri og natur.
Ocean Knight er ikke alene et monument, men et levende rum, du kan træde ind i. Langs den indre kant kan du sætte dig på bænkene og opholde dig i det bløde, røde lys, der fylder rummet.
Inde i skulpturen træder værket frem som et stort, lysende havvæsen, der giver plads til ro og eftertanke. Samtidig skaber Ocean Knight et uderum på havnen – et sted, hvor du kan opholde dig, mødes med andre og opleve havet på en ny måde.
... værket er doneret af Esbjerg Fonden og Johan Hoffmann Fonden og realiseret i samarbejde med kunstbureauet Creator Projects, Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune.
Monira Al Qadiri (f. 1983, Dakar, Senegal) er en kuwaitisk kunstner, uddannet i Japan og bosat i Berlin. Hendes arbejde spænder over skulptur, film og installation og kredser om temaer som energi, miljø, identitet og transformation. Al Qadiri deltog i The Milk of Dreams på Venedig Biennalen 2022 og har udstillet på Guggenheim Museum Bilbao, Haus der Kunst i München og Kunsthaus Bregenz.
Monira Al Qadiri udtaler: “Med Ocean Knight ønsker jeg at ære havet både som livgivende kraft og som et spejl for vores egen sårbarhed. Jeg håber, at værket vil få folk til at se på havet og dets usynlige liv med fornyet respekt. Esbjerg er et sted, hvor natur og teknologi mødes, og det ville jeg fange i værket”.
Sted
Englandskaj på Dokken, 6700 Esbjerg