Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Hjerting Strandpark

Et besøg i Hjerting Strandpark byder på varieret natur tæt på Vadehavet og Ho Bugt. Gennem parken til stranden snor gangstien sig, og den fører dig forbi en flynder, en bølge og magiske lysende kupler, når mørket er faldet på.

Pust ud i Hjerting Strandpark

Hjerting Strandpark er et dejligt åndehul i den vestlige del af Esbjerg, hvor du både kan opleve strand, strandeng, mose, hede, skov og overdrev. Flere steder har man udsigt over vandet, som bl.a. kan nydes fra de særlige skovtursbænke af træ, der står opstillet flere steder i parken.

Legeflynderen

Stien i lyst grus snor sig gennem landskabet og fører dig forbi den ni meter lange legeskulptur, Flynderen, hvor klatrelystne sjæle kan udforske fisken. Legeflynderen i træ er et populært udflugtsmål for både små og store barnlige sjæle.

Tag et tiltrængt hvil

De specialbyggede bænke langs stien inviterer til både siddende og liggende hvil. Flere steder kan du nyde udsigten ud over Vadehavet fra bænkene. Du kan også være heldig at komme helt tæt på både harer og rådyr i parken.

Kom tørskoet ned til stranden

Fra p-pladsen kan du følge den ca. 900 meter lange sti til stranden. Inden stranden bliver stien til en handicapvenlig træpromenade, der får dig tørskoet ned til vandet gennem det sidste moseagtige område af strandparken.

Er du frisk på en lidt længere vandretur, så kan du følge stranden enten til Strandpromenaden i Hjerting, der ligger ca. 800 meter væk. Eller du kan vælge at følge stranden mod nordøst og vandre de ca. 2 km ad Marbækstien langs Vadehavet ud til klinten ved Sjelborg.

En tur i bølgen blå

På stranden for enden strandparken er der fra april til oktober en badebro, der forbinder den lækre sandstrand med vandet. Så slyng et håndklæde over skulderen og tag en dejlig dukkert i Vadehavet.

Tager du turen via badebroen ud i vandet, så vær opmærksom på, at der er stærk strøm for enden af broen, og derfor anbefaler vi, at børn er under voksenopsyn på badebroen.

Bliv inspireret af Bølgen

Midt i Hjerting Strandpark kan du nyde skulpturen Bølgen, som den portugisiske kunstner Rui Chafes står bag. Selv kalder han skulpturen ”I am your yesterday (and you are my tomorrow)”, og forklarer, at det er den bølge, der går imod strømmen. Den ensomme bølge, der ikke følger de andre, men vælger sin egen kurs. Det er Lida og Oskar Nielsens Fond, der har foræret skulpturen til Esbjerg Kommune.

Parkering med offentligt toilet

Der kan parkeres på den offentlige p-plads ved Sanatorievej, 6710 Esbjerg V. Her findes også et offentligt toilet.

P-plads N 55° 32.069 E 8° 20.796