Det landskab og det liv, som møder besøgende ved Vadehavet, er først og fremmest et produkt af tidevandet. Gennem årtusinder har det vekslet mellem at skylle ind over det flade kystland ved højvande, for så at trække sig tilbage og blotte store områder af havbunden ved lavvande.
Denne pulserende bevægelse frem og tilbage har i tidens løb ført store mængder af både sand og næringsstoffer ind på lavt vand og hen over vadefladerne. Og på den måde har den skiftende vandstand skabt både de brede, hvide strande og den frodige marsk.