Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Det Gamle Rådhus i Ribe

Træd ind i fordums tid, mærk Senmiddelalderens dybe røst, og bliv opslugt i de gotiske dekorationer, som kendetegner Danmarks ældste rådhus.

Allerede når du drejer ned ad Dagmarsgade, kan du i det fjerne skimte konturerne af Det Gamle Rådhus, som med sin forhistoriske aura byder dig velkommen til Ribes inderste kerne. Når du kommer tættere på, vil du hurtigt opdage, at huset gemmer på flere hemmeligheder, end du kan forestille dig. Det blev nemlig opført før 1496 og kan dermed bryste sig af at være en af de få bevarede middelalderbygninger i Ribe.

Læs videre, og find ud af, hvad rådhuset gemmer på.

Et kig inde i underetagen

Rådhussamlingen - et sted for heldige og hæderlige lovbrydere

Når du træder ind i Rådhussamlingen, kan du næsten ikke undgå at bemærke de højtsiddende vinduer, som måske får dig til at undre dig over placeringen. Vinduerne sidder simpelthen så højt, fordi Rådhussamlingen i gamle dage var et gældsfængsel - for de højtstående lovbrydere vel at mærke. De mindre fine lovbrydere måtte tage til takke med at blive indlogeret i kælderen - stuvet væk fra dagslyset og med et lidt lavere iltindhold i luften. Så Rådhussamlingen kunne siges at være lidt af en life saver for de fineste lovbrydere. I dag er gældsfængslet et museum, hvor du kan komme tæt på store dele af byens arkiv og dermed bystyret i Ribe helt fra middelalderen og op gennem de sidste 500 år.

Vidste du...

... at Riber Ret var en lov, som i gamle dage herskede i Ribe? Den var kendt for at være særdeles barsk og dømte hårdere end Jyske Lov - åbenbart fordi sidstnævnte ikke var hård nok til det pulserende, internationale handelsliv, som prægede byen.

Bryllupssalen - et godt sted at starte

Måske har du passeret Det Gamle Rådhus før og har været heldig at få et glimt af et nygift pars første entré i den udsmykkede døråbning, fulde af lykke og eufori over lige at have afgivet deres livs vigtigste ja. Det er nemlig ikke usandsynligt at støde på nygifte ægtepar, når du passerer forbi rådhuset, da det er et meget populært sted at blive viet. Når man træder ind i Bryllupssalen, forstår man også godt hvorfor; den gammeldags stilart, sildebensfliserne og den prægtige lysekrone skaber alt sammen en både romantisk og intim lune, som er klar til at omslutte både det vordende ægtepar og de glade gæster.

Bryllupssalen har dog til tider en anden funktion og kan også kaldes for Borgersalen. Foruden vielser bruger Esbjerg Kommune nemlig også salen til forskellige repræsentative formål.

Vidste du...

... at rådhuset oprindeligt blev bygget som to huse? I 1708 købte Ribe by imidlertid huset, og det blev fra 1709 anvendt som rådhus. I forbindelse med amternes nedlæggelse og kommunernes sammenlægning i 2007 ophørte rådhusets funktion som rådhus.

Et kig på første sal

Byrådssalen - et vigtigt beslutningsrum

På første sal finder du Byrådssalen, som først blev etableret i 1892, og som er blevet anvendt til amtsråds- og byrådsmøder. Når du kommer ind, kan du ikke undgå at lægge mærke til den flotte vinduesmosaik for enden af salen. Den forhistoriske aura kan tydeligt mærkes, når man går rundt om det store langbord med plads til byens overhoveder i hver bordende. Det var her, de sad og besluttede både små og store ting, som havde betydning for Ribe.

Når du træder ud af Byrådssalen, kan du gå til højre og fortsætte ned ad gangen. Så kommer du til Kaffestuen, hvor der er blevet drøftet både vigtige og knap så vigtige ting, men ikke desto mindre er det et sted, hvor der er blevet skabt netværk og gode relationer. Når du kommer ind i stuen, kan du på væggene se nærmere på billederne, der portrætterer Ribe Kommunes sidste fire borgmestre, amtsborgmestre og stiftamtmænd. 

Adresse:

Von Støckens Plads, 6760 Ribe

Her er de smukke billeder fra:

Billederne på denne side er fra både Esbjerg Kommune og fra Destination Sydvestjylland.

  • Billede ved afsnit om Rådhussamlingen: Destination Vestjylland credit Det Gamle Rådhus

De øvrige billeder er taget af Esbjerg Kommune.