Tag på byvandringer sammen med Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Snør skoene og tag med på en spændende byvandring i Esbjerg. Esbjerg Byhistoriske Arkiv giver dig mulighed for at opleve historien til fods og samtidig bliver turen krydret med en række anekdoter.
En spadseretur i Esbjerg - deltag i de populære byvandringer
I skolesommerferien tilbyder arkivet offentlige byvandringer med forskellige emner og ruter. Det kan fx være om Nybyggerbyen Esbjerg omkring Torvet, Havnegade og Bavnehøj, om Esbjerg under 2. Verdenskrig, om Klatterup-kvarteret ved Tobakken eller hvad med en tur i ”Det røde Esbjerg” – Esbjergs nordvestkvarter omkring Nørvang, Grådyb og Knudedyb.
Turene foregår typisk om aftenen og har en varighed af halvanden til to timer. Prisen er 50 kr. pr. person. Hent en brochure hos arkivet i Torvegade eller på turistinformationen på Hovedbiblioteket - fra midt juni.
Turen rundt på kirkegårdene
Byens åndehul - I. C. Møller Park
Byvandringerne kan også gå til
- I. C. Møller Park – Esbjergs første kirkegård, som nu er omdannet til en park
- Kirkegården ved Gormsgade - indviet 17. september 1897
- Fovrfeld Gravlund - her lå Esbjerg Kommunes første krematorie
- Jerne Kirkegård - med Bondegravstenen der står i hjørnet vest for våbenhuset.
Er I en gruppe på min. 6-8 og max. 30-35 personer, kan I bestille byvandringer på dansk, tysk og engelsk. Foreninger og grupper kan også bestille foredrag om sider af Esbjergs historie i arkivet eller i foreningens lokaler.
Bliv klogere på Esbjergs historie
Kig i scrapbøger, sognekort og tidslinjer
Hvis du vil vide mere om Esbjerg historie, så er arkivet dit go-to sted. Her finder du både kommunale og private arkiver, som du kan søge i. Kig fx i mediearkivet og se hvordan Kongensgade eller Torvegade så ud i gamle dag.
Databaserne på arkivets hjemmeside rummer mange oplysninger om esbjergenserne gennem tiderne. Du kan blandt andet søge i folketællinger, i skattebøger, i begravelsesprotokoller og i fotografprotokoller fx fra fotograf Peter Nissen. Databaserne udbygges løbende takket været de frivillige medarbejderes indtastningsarbejde.
Der kan gemme sig alt fra kongelige til forbrydere og såkaldte rakkere blandt dine forfædre. Svaret finder du først når du går i gang. Arkivet arrangerer kurser og foredrag – ofte i samarbejde med Sydvestjysk Egns- og Slægtshistoriske Forening (SESF).