Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Ribe Dyrskue

Danmarks smukkeste dyrskue. Det er, hvad du hvert år kan opleve på den sidste fredag i juli, hvor Hovedengen i Ribe lægger græs til Ribe Dyrskue.

Hvert år på den sidste fredag i juli valfarter både mennesker og dyr til Danmarks ældste by. Den dag er den nemlig Ribe Dyrskue, og du kan glæde dig til alt fra kvæg og kaniner til traktorer og gummistøvlekast.

Der er gode og hyggelige oplevelser for hele familien, og I får samtidig fornøjelsen af smukke Ribe som kulisse.

Oplev dyrskuets mange dyr

Superko og tungeste tyr

På Ribe Dyrskue er der masser af oplevelser i vente. I centrum er selvfølgelig de mange dyr, der bliver vist frem og bedømt. Både børn, unge og voksne deltager i dyrskuet med deres dyr, og du kan godt regne med, at dyrene tager sig ekstra flot ud i dagens anledning.

Dagens program er spændende og omfattende og kommer omkring fx. heste, får, geder og kaniner. Undervejs bliver bedste hoppe og føl kåret, og skuets "superko" skal også findes. Inden de store tyre kommer på vægten, kan du være med i konkurrence "Gæt vægten på den tungeste tyr".

Dyrskuet slutter med en parade for alle de dyr, der har fået  ærespræmier. 

Underholdning for små og store

Ponyridning og kovendinger

Foruden de mange fremvisninger af dyrskuets flotte dyr er der masser af underholdning på pladsen. Hele dagen kan børnene prøve at ride på en pony, og de kan boltre sig i en korncontainer og dyrskuets aktivitetsland.

Du kan opleve opvisning med kvikke politihunde eller kigge med, når der er politikershow med Danmarksmesterskabet i kovendinger. 

I kan selvfølgelig også lade jer imponere af de store landbrugsmaskiner, som også er kørt ind på Hovedengen.

VM i gummistøvlekast

Hvem kan kaste en gummistøvle længst?

VM i gummistøvlekast er et fast punkt på programmet til Ribe Dyrskue. Så har du et særligt talent for at kyle en gummistøvle så langt væk som muligt, kan du overveje at tilmelde dig konkurrencen.

Der er helt faste regler for dysten. Fx skal det være ca. en gummistøvle i størrelse 41, du kaster med, og den skal svinges ned mellem benene og kastes frem over ryggen.

Hvis du vil øve dig, skal du regne med at komme op på 10-15 meter for at vinde.

Alle kan stille op, og der er præmier til de tre bedste i både dame- og herrerækken.

Hvis du hellere vil kigge på, er det selvfølgelig også en mulighed, og der er brug for god opbakning til kasterne i både de to indledende runder og finalen.

Adresse:

Hovedengen, 6760 Ribe