Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Legepladser i Esbjerg

Træd ind i en verden af leg og eventyr på Esbjergs legepladser. Er du på jagt efter spænding på klatrestativer og rutsjebaner eller mere fantasifulde temalegeområder? Vi har samlet nogle af Esbjergs bedste legepladser til dig. Find den, eller dem, der matcher jeres legelyst! 

Legepladser i 6700 - Esbjerg Centrum

Vognsbølparkens legeplads

Få sjove rutsjebaneture, leg Tarzan på forhindringsbanen, besejr klatrestativet, sus af sted på svævebanen, hop og løb... Børnene kan det hele på den nyrenoverede legeplads i Vognsbølparken, som indbyder til sjov og leg.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Legeplads i Byparken på Havnegade 18

Et stort asfalthav med bølger, havdyr og surfboards er legepladsens skelet. Fra havet kan I gå i land på flere legeøer. Den ene ø er et stort klatresystem med rutsjebane, gangbroer og kran. Mød de smukke træpapegøjer eller hils på de levende høns!

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Legeplads H.C. Ørsteds Gade

I midten af H.C. Ørsteds Gade ligger en lille perle af en legeplads, hvor børnene kan kravle på træedderkopper og besejre spindelvæv, få en gyngetur eller styrke motorikken på trædestenene. Legepladsen er primært til småbørn på 0-3 år.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Strandbyparkens legeplads på hjørnet mellem Spangsbjerggade og Nygårdsvej

Hvem kan gynge højest? Hvem kan holde balancen på forhindringsbanen? Hvem besejrer klatrevæggen som en vaskeægte Spider-Man? Bliv klar til dyst på Strandbyparkens legeplads!

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Spangsbjerg legeplads - find legepladsen via Dalen eller Bakkevej

Træhusene og svævebanen lokker mange børnefamilier, der søger sjov og underholdning. Legepladsen byder på et bredt udvalg af aktiviteter og faciliteter, og det er det perfekte sted for børn at udforske, lege og skabe minder.

Pige leger på legeplads

Legepladsen på Birkedals Allé

I den lille hyggelige park ved Birkedals Allé finder I cirkus-legepladsen, der kalder på alle akrobater og klovne. Her er der plads til at gøgle og være vilde, så slå et smut forbi, når energien skal brændes af.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Lergravsparkens legeplads

Skab hylesjove stunder for børnene på Lergravsparkens legeplads, der har et stort legesystem med rutsjebane, gangbroer og klatreudstyr. Prøv også gyngerne eller vippedyrene, der giver børnene store smil og høje grin.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Legepladser i 6705 - Esbjerg Øst

Havheksens Verden i Veldtofte - find legepladsen fra Havrevangen

Så dykker vi - helt ned til havets bund, hvor væsener og vækster fra Den lille Havfrues verden er rammer for legen. Det er et labyrintisk sted, hvor I kan gå på opdagelse og finde de mest forunderlige ting. Kan I finde Havheksen og de to muræner?

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Søfartslegepladsen ved Kvaglundstien

Ship ohøj. Splitte mine bramsejl alle landkrabber og pirater. Midt i Kvaglundkilens åbne vidder ligger legepladsen med havnetema. Der er moler og både, en skattekiste og en hval. Kravl gerne op i masten på skibet og kig efter græssende (sø-)kvæg.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Eventyrskoven - mellem Søndervangen og Baggesens Alle

Der er et stort klatretårn, gynger, forskellige forhindringer og masser af sand at lege i i Spektrumparken. I Eventyrskoven mellem Baggesens Alle og Søndervangen finder I hængekøjer, udspændte net og et madpakkehus.

Bliv klogere på Eventyrskoven og Spektrumparken

Idræts- og læringsanlæg på Degnevej

Idræts- og læringsanlægget er et motorisk paradis for de større børn - et såkaldt Street Workout område, hvor man kan få sved på panden, når man giver den gas med alle redskaberne.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Legepladser i 6710 - Esbjerg Vest

Legeplads på Fiskeri- og Søfartsmuseet

Fiskeri- og Søfartsmuseets udendørsfaciliteter inkluderer en legeplads med et maritimt tema. Når entreen er betalt, kan man slå sig løs på legepladsen, der har udfordringer for både store og små.

Læs mere om åbningstider på fimus.dk

Flynderen i Hjerting Strandpark ved lysstien

På vej ned mod vandet i Hjerting Strandpark kan I slå jer løs på den 9 meter lange fladfisk; flynderen, som indbyder til leg. Test balanceevnen på de udspændte tov eller bestig fisken!

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Havbakkens legeplads

På Havbakken i Hjerting kan I nyde en god stund på den mindre legeplads, der har gynger, vipper og et legehus, børnene kan kravle op i og rutsje ned ad igen.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Legeplads i lystanlægget i Hjerting - kom dertil fra Hjerting Strandvej eller Gl. Guldagervej

Græsset er bulet af jordvolde og forbundet af en række træbroer, hvor børnene kan give den gas. De kan også kravle igennem det store rør eller øve motorikken på hvalen, sælerne og i det høje klatrenet. Det er her, fantasilegene opstår!

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Rumfartslegepladsen i Sønderris - ved Gjesing Vandværksti

Klar til nedtælling. 5-4-3-2-1. Legepladsen ved Marsvænget kan (næsten) ses fra månen. Gå på opdagelse i asteroidebæltet, store og små planeter eller tag en tur i månebilen. Sus ned fra rutsjebanetårnet eller gyng helt op til stjernerne. Er I klar?

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Guldlok og de 3 bjørne i Guldager - på hjørnet af Præstemarkvej og Præstevænget

Temaet på legepladsen er Guldlok og de 3 bjørne. De 3 bjørne udskåret i træ hilser velkommen, når I ankommer. Gå på jagt efter bjørnenes 3 skeer, grødskåle, stole og senge eller snup en tur på rutsjebanen.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Andre spændende legepladser i Esbjerg

Krokodille legeplads - på Fridtjof Nansens Vej

Den naturinspirerede legeplads i Grønlandsparken er et frirum for børn, der har mod på at suse gennem diverse forhindringer. Op og ned, frem og tilbage, fra side til side, under og over - hele kroppen bliver rørt, når forhindringsbanen skal gennemføres.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Flyvelegepladsen ved Tarpstien

Hop ind i kampfly udskåret i egetræ, som fortæller historien om, at tyskerne havde en flyveplads her under 2. verdenskrig. Gyng i fugleredegynger, bestig klatrestivet eller prøv spring-puderne og karrusellen. Det er sjovt for både store og små.

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Legeplads i Tjæreborg ved Østerkrog

Hyg jer med legetoget og sandkranen i sandkassen, sus ned af rutsjebanen eller få vild i håret på gyngerne. I kan også udforske det store troldehul med elverhøjen ved siden af. Hvordan mon hullet er opstået? Er det måske en trold, der har gravet det?

Læs mere og find kortplacering på Udinaturen.dk

Blæksprutten

Kom og besøg Blæksprutten

På plænen udenfor Platformen i Østerbyen finder du en kæmpe stor blæksprutte, der elsker besøg af både børn og barnlige sjæle. Blæksprutten har tidligere stået på Fiskeri- og Søfartsmuseet, men er nu sat fri til stor fornøjelse for både store og små.

Find Blæksprutten ved Platformen