Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Skateparker

Er du klar til fart og fede tricks? 

I Esbjerg Kommune venter tre skateparker, hvor du kan øve dig, mærke suset og have det sjovt på skateboard, løbehjul, rulleskøjter eller noget helt fjerde.

Skate i Esbjerg, Bramming og Ribe

Uanset hvor i kommunen du bor, har du en skatepark i nærheden. I Esbjerg kan du skate både inde og ude hos GAME Streetmekka. I Bramming får du streetskating med kant og karakter, og i Ribe finder du et trygt og teknisk flow med plads til at øve, eksperimentere og lande nye tricks.

Skateparkerne er åbne for alle og kan bruges af både skateboardere, løbehjulskørere og rulleskøjteløbere. 

Skate ved GAME Streetmekka Esbjerg

Indendørs flow og udendørs frihed

Esbjergs gamle togremise er omdannet til et asfaltmekka for skatere og andre, der elsker hjul under fødderne. Her kan du udfordre dig selv både indendørs og udendørs. 

Bowl
Den indendørs bowl er en skålformet rampe opdelt i sektioner med forskellige højder og linjer. Her kan du øve transitions, holde farten gennem svingene og udfordre dig selv i de stejle kurver.

Streetparken 
Banks (skrå flader), rails (gelændere), manual pads (lave flader til balance-tricks) og bokse giver masser af muligheder for tekniske tricks og kombinationer. Parkens flow gør det let at samle fart og sætte tricks sammen i forlængelse af hinanden. 

Udendørsområdet
Her kan du skate, når det passer dig. Området er designet med skating i tankerne og giver plads til kreativitet, leg og lange sessions i det fri.

Adresse:
Nørrebrogade 1C, 6700 Esbjerg

Skate i Bramming

Streetskating på flere niveauer

Midt i Bramming finder du en skatepark med sin helt egen identitet.

Parken er inspireret af byens historie som stationsby. Rails (gelændere) er formet som jernbanebomme, og granitkanter og -blokke leder tankerne hen på klassiske bænke og byrumsinventar.

Anlægget er opdelt i fire sektioner, der hver især udfordrer din fart, balance og teknik. Her kan du udvikle dig trin for trin – uanset om du er begynder eller øvet.

Det er streetskating med karakter. Råt, urbant og bygget til progression.

Adresse: 
Idræts Allé, 6740 Bramming (ved Kultur- og Fritidscentret).

Skate i Ribe

Trygt flow og klassiske street-elementer

I Ribe venter en skatepark, der er perfekt til dig, der vil opbygge teknik og selvtillid.

Flowet gør det nemt at komme i gang. Elementerne har en overskuelig størrelse, så nye skatere kan føle sig trygge samtidig med, at øvede kan nørde tekniske kombinationer.

Naturstenene giver flere muligheder for sjove og udfordrende tricks og tilfører parken et råt og autentisk look..

Her finder du blandt andet:

  • Rails (gelændere til grinds og slides)
  • Curbs (kanter til balance- og slide-tricks)
  • Trapper (til hop og tekniske tricks)
  • Manual pads (lav flade til balance-tricks)

Her er plads til at øve, fejle, lande og prøve igen.

Adresse: 
Sportsvej 8, 6760 Ribe