Har du lyst til vandleg eller en svømmetur, så har Bramming Svømmehal lige, hvad du skal bruge. Her er der plads til, at alle lige fra motionister til børnefamilier kan få nogle dejlige timer i vandet. Svømmehallen er bygget i 2010, og faciliteterne er gode og moderne.
Bramming Svømmehal
Bramming Svømmehal er klar med gode oplevelser for alle vandhunde. Her kan de små plaske i det lune vand, mens de mere vovede kan springe fra vipperne. Der er selvfølgelig også plads til en god svømmetur eller en rolig og afslappende stund.
Masser af sjov for hele familien
Pjask og spring
Er der leg på programmet, når turen går i svømmehallen, så er mulighederne gode i Bramming Svømmehal. I børnebassinet er vandet lunt, og de små kan lege trygt i det lave vand, hvor der både er en lille rutsjebane og gode legesager at pjaske med.
I det store bassin kan man afprøve sit vovemod og springe i vandet fra skamlerne eller tre- og femmetervippen.
Tit er der lagt en lang måtte eller store oppusteligt badedyr i vandet, som man kan boltre sig på. Svømmehallen har også bolde, ”orme” og dykkerringe, og skulle I have lyst til en vandpolokamp, kan I sætte mål op på kanten.
Er børnene ikke helt sikre i vandet, har svømmehallen masser af svømmebælter og -vinger, som I kan låne.
Motion i vandet
Svømning og vandgymnastik
Bramming Svømmehal har et bassin på 25 meter, hvor du kan få tilbagelagt nogle baner. Som regel er bassinet delt i to af et banetov, så du som svømmer ikke bliver forstyrret af legen på den anden side.
I hverdagene er svømmehallen hver morgen åben for motionssvømmere, og her er der også plads til en hyggelig sludder.
Svømmehallen lægger også bassiner til forskellige aktivitetshold, som du kan være med på, når bare du har betalt entre til svømmehallen.
Vidste du…
...at der ugentligt er saunagus i Bramming Svømmehal, hvor gusmesteren tager dig med på en varm og dejlig tur gennem forskellige dufte. Du køber billet til saunagus hos livredderen.
Slap af og nyd varmen
Pust ud i det varme bassin
Er du blevet træt af at lege eller svømme, så kan du puste ud i varmtvandsbassinet. Lad kroppen slappe af i det varme vand og nyd boblerne, der kører i et fast interval.
Nogle af holdaktiviteterne foregår også i det varme vand, så hvis du hellere vil være aktiv i det varme vand end i det store bassins køligere vand, er der god mulighed for det.
Svømmehallen har også et dampbad og en sauna, hvor du kan få kroppen varmet godt igennem.
Adresse
Bramming Svømmehal, Idræts Allé 10, 6740 Bramming