Vidste du…
at området ved Guldager Mølledam lægger terræn til den årlige Esbjerg Extreme Challenge i september? Det er et forhindringsløb, der undervejs byder på en lang række udfordringer – bl.a. en tur ned i mølledammen.
Guldager Mølledam er en gammel opdæmmet sø, som i 500 år leverede vand til vandmøllen og områdets bønder. I dag er søen et værdifuldt naturområde, og her er mange muligheder for dejlige oplevelser.
Guldager Mølledam er en opdæmmet sø, og den har sit navn fra den gamle vandmølle, der engang lå ved søen.
Selve søen er omgivet af løvskov, og det varierede landskab giver plads til et rigt plante- og fugleliv. Du kan for eksempel være heldig at opleve stor flagspætte, rørspurv, sanglærke og dobbeltbekkasin.
Det er et skønt sted at gå en tur, og der er gode stier i området. Undervejs kan du læse om naturområdet på infotavlerne.
Du kan også hoppe på den tohjulede og tage en tur på mountainbikesporet, der er anlagt i området. Ruten er ca. to km, og terrænet giver fine udfordringer på cyklen.
Guldager Møllebæk løber ud i Ho Bugt, og bækken blev genslynget i 1991. Siden er der lagt stryg ud for at forbedre forholdene for vandløbets fisk og smådyr.
Der findes to fiskepladser ved Guldager Mølledam, og du kan fiske i søen, når du har løst fisketegn. Måske får du en gedde, en skalle eller en aborre på krogen, og der er også en chance for, at havørreden trækker op i søen fra Guldager Møllebæk.
at området ved Guldager Mølledam lægger terræn til den årlige Esbjerg Extreme Challenge i september? Det er et forhindringsløb, der undervejs byder på en lang række udfordringer – bl.a. en tur ned i mølledammen.