Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Brillesøerne og Sildesøen

Er I på udkig efter en hyggelig tur ud i naturen og måske lidt læ fra den friske Vestenvind, så er området ved Brillesøerne og Sildesøen et oplagt udflugtsmål. Søerne ligger skønt i hver sit skovområde, som en perfekt baghave til Mennesket ved Havet på Sædding Strand.

Masser af Esbjergs børn og barnlige sjæle har glade haletudse-minder om de små søer i udkanten af Esbjerg grønne ring, der munder ud lige ved skulpturen De Fire Hvide Mænd.

Området er oplagt til en hyggelig søndagstur med både børn og hund, en spændende løbetur eller bare en rask travetur eller cykeltur ad de mange spændende stier i området, der også er en del af Energistierne i Esbjerg.

Er der sild i Sildesøen?

Sildesøen er en lavbundet sø, hvorfra der blev hentet klæg under Anden Verdenskrig til blandt andet forstærkning af digerne langs stranden. Det siges, at Sildesøen fik sit navn, fordi søen for år tilbage har været brugt til fiskeaffald. I dag er søen fyldt med små fisk, som mange børn ynder at forsøge at fange. Dog ikke sild, da Sildesøen er en ferskvandssø.

Søerne, der ligner et par briller

Brillesøerne er to opstemmede søer, der forbindes af en lille bæk. Oppefra ligner de to søer et par briller, hvorfor de har fået navnet Brillesøerne. Vandet i søerne holdes tilbage af Kapelvej, der fungerer som en dæmning for området. Søerne er fyldt med både haletudser og små fisk. Derfor er søerne også et yndet fiskespot for mange børn og voksne.

Vidste du…

… at der kan findes både lækre vilde brombær og spiselige kastanjer ved Brillesøerne?

Et spændende dyreliv

Dyrelivet i området er utrolig alsidigt med alt lige fra rådyr, haletudser, frøer, firben, egern til et rigt fugleliv. Fiskehejren ynder fx at bo i området, og det er muligt at se de imponerende fugle både i luften, i søerne og i deres redder i trætoppene ved Brillesøerne. Når ungerne klækkes i redderne, er jorden under redderne helt hvid af deres efterladenskaber. Det er et imponerende syn med de mange redder side om side, der er et besøg værd.

Det er for børn

Der er lagt op til masser af fri leg både ved søerne og i skovene omkring. Der kan næsten altid findes en hule, der kan bygges videre på eller et klatretræ at bestige. Ved Sildesøen er der i skoven lige bag ved søen opsat en gynge til glæde for de mange børn og barnlige sjæle, der kommer på besøg.

Kryb i ly

Der er gode opholdsmuligheder i hele området med flere bænke og borde. Der er endda et overdækket bord-bænkesæt ved Brillesøerne samt et udendørs das.

Et spændende område

Gå på opdagelse med mobilen

I området ved søerne ligger også Gravlunden, en smukt beliggende kirkegård med en mindeplads for faldne under 2. Verdenskrig. Ved Gravlundvej ligger Fiskernes Mindelund, et mindesmærke for sømænd forsvundet til søs. Alle fire anlæg ligger i den tidligere Fovrfeldt Plantage, som blev tilplantet i samme periode som Vognsbøl Park og Nørreskoven.

Rundt om ved mindesmærkerne er der opsat stolper med QR-koder, scanner du dem med mobilen kan du få fascinerende fortællinger, om mindesmærkerne og de personer, der ligger begravet her. Du kan også besøge museet om Gravlunden ved kapellet. 

Orkaner ændrede skoven

Tidligere bestod skoven omkring Brillesøerne hovedsageligt af østrigsk fyr og skovfyr, som havde svært ved at klare orkanerne i 1981 og 1999. Siden er skoven løbende ændret til løvskov. Der er stier omkring søerne, og fra Sildesøen kan man følge en hævet sti langs Fovrfeldkilen til Parkvej.

Vidste du

…at det er i løvskoven ved Brillesøerne, at du finder Esbjergs eneste skovgravplads?

 

Adresse: Gravlundvej 1, 6710 Esbjerg V