Verdensskoven i Gørding
Verdensskoven i Gørding er et sandt eldorado af oplevelser fra den store verden. Her kan små og store botanikere gå på opdagelse i flere forskellige slags skov, og I kan endda møde en krokodille eller klappe en løve – i træ altså.
Legeplads og spændende dyr
Legeredskaberne er utraditionelle og udfordrer fantasien, men børnene finder hurtigt ud af, at der både er balance-, klatre- og rutsjeredskaber.
I kan også møde flere af verdens dyrearter i form af træskulpturer, så børnene kan klappe en løve og få et glimt af fx en krokodille og en bjørn.
I foråret kan I på lidt mere fredelig facon fange haletudser i søen.
Madpakker og gåtur
Hvis I tager madpakker med, kan I nyde dem på en bænk ved legepladsen, og har I selskab af jeres hund, kan den løbe frit i Verdensskovens hundeskov.
Har I lyst til at gå en lidt længere tur, så går en af Hjerteforeningens Hjertestier igennem Verdensskoven. Ruten er 4,4 km og strækker sig også rundt i Gørding by og ådalen.