Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Lystanlægget i Bramming

Lystanlægget er den lille centralt beliggende skov i Bramming, der danner de perfekte rammer for både løbeturen, hundeluftning og leg for de mindste. 

Renovering af lystanlægget

Nyt og opgraderet look

Lystanlæggets historie går over 100 år tilbage i tiden, hvor beplantningen af området hurtigt tog fart. I løbet af få år blev det en smuk og farvelig blomsterpark, byens borgere nød synet af, når de spadserede sig en tur.
I dag er det både en grøn forbindelse fra Banegården til Ilsted Å og et grønt åndehul. I 2022 begyndte kommunen nemlig på en større fornyelsesproces, hvor vejen blandet andet blev forstærket med nyt stigrus og indgangene blev shinet op med chaussésten. Du bliver derfor budt fint velkommen ved indgangene, når du besøger anlægget. 

Legeplads og friluftscene

Plads til leg og sociale events

Friluftscenen danner rammerne for sommerspil, koncerter under åben himmel og andre sociale events, der bringer mennesker sammen. 
Tæt på scenen finder du også legepladsen, der med sine to klatretårne lægger op til røver-soldaterleg. Røverne bor i skoven, og turen til røverhulen går i susende fart på svævebanen mellem bøgetræerne. De mindste har deres eget sted med legekrat, legehus, gynger og klappefigurer. 

Sammenhængende stisystem

Nyd naturen

Snup den sammenhængende vandresti fra Banegården til Ilsted Å via Biblioteksparken, Anlægget, Skøjtesøerne og Hjertestien og få naturskønne oplevelser med hjem. Stien er velegnet til alt fra hundeluftning over løbeture til en afstressende gåtur.  

Den 18 tons tunge sten

Historien lever videre

I vinteren 1933 - 34 transporterede man den 18 tons tunge sten - talerstolen - fra Omme Enge til anlægget i Bramming. Der skulle intet mindre end 200 menneskers hjælp til at få stenen flyttet. Talerstolen er centralt placeret, og er i dag et tilløbsstykke for børn og nysgerrige besøgende. 

Adresse

Find Lystanlægget fra både Tværsigvej og Plantagevej