Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Esbjerg Ensemble – kammermusik af højeste klasse

Esbjerg er base for et helt særligt musikalsk ensemble. De dygtige musikere er sat sammen fra hele verden og spiller kammermusik af højeste kvalitet. Oplev ensemblet til spændende koncerter i årets løb.

Esbjerg Ensemble er et fyrtårn inden for klassisk kammermusik. Det gælder både lokalt, nationalt og internationalt. I ensemblet spiller ti temperaments- og udtryksfulde musikere fra hele verden, og hver især er valgt ud for netop deres talent og musikalske evner.

Esbjerg Ensemble har en kompromisløs kvalitetssans og er kendt for at lægge et nyskabende og alsidigt musikalsk program.

Oplev ensemblet

Koncerter i ind- og udland

Esbjerg Ensemble spiller ca. 80 koncerter om året. De ti musikere er fordelt på blæsere, strygere og slagtøj, og jævnligt bliver gæstemusikere på instrumenter som klaver og kontrabas håndplukket til at spille med.

Du kan opleve ensemblet lokalt i Esbjerg Kommune og til koncerter rundt i Danmark, og så er Esbjerg Ensemble også at finde på de internationale scener.

Med på noderne

Fortolker moderne værker

I 1967 blev Esbjerg Ensemble oprettet som det første professionelle kammerensemble i Danmark. Opgaven var at spille kammermusik af højeste kvalitet, og sådan er det også i dag. Ensemblet har et nært forhold til nutidens komponister og er i høj grad kendt for sine stilsikre fortolkninger af moderne værker.

Oplev ensemblet i børnehøjde

Møder dit barn Esbjerg Ensemble?

Måske får dit barn fornøjelsen af at opleve Esbjerg Ensemble. Ensemblet har nemlig et stort fokus rettet mod børn og unge og arbejder tæt sammen med Syddansk Musikkonservatorium, skolerne i Esbjerg Kommune og regionens kulturskoler for at vække den næste generations interesse for kammermusik.

Blandt andet tilbyder Esbjerg Ensemble en skolekoncert til 4. årgang på alle folkeskoler i Esbjerg Kommune.

Tips og tricks

Gratis for de heldige

Alle Esbjerg Ensembles koncerter er gratis for publikum under 12 år og studerende på Syddansk Musikkonservatorium.