Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Esbjerg Kunstmuseum

Når du står på Torvet i Esbjerg, skal du følge de 288 lyspunkter i brolægningen op mod Musikhuset Esbjerg. Det er her i samme hus, du finder Esbjerg Kunstmuseum.

Esbjerg Kunstmuseum er et museum for moderne kunst. Et museum, som eksperimenterer med farver og optisk lys. De præsenterer kunsten på nye måder, laver overraskende installationer og engagerer gerne både børn og voksne. Et museum, der kan overraske, forundre og udvide dine horisonter.

Åbne magasiner med udtræksvægge

Normalt kan du kun opleve de udstillede værker på et museum. Men på Esbjerg Kunstmuseum har de gjort hele deres samling tilgængelig for publikum. Smut en tur ned i kælderen og gå på opdagelse. I kartoteket kan du finde mere information og se, hvilken udtræksvæg du skal trække ud for at se værket.

Skulpturgården

Som gæst på museet kan du gå en tur i skulpturgården.

Sæt dig sammen med en ven på bænken i midten og brug spejlene. I kan se 360 grader rundt – uden at se hinanden.

Duftinstallation

Løft et låg

Gå ind i Wittgensteins Have og brug dine lugtesans til at fremkalde dine egne billeder. Duftinstallationen ligner lidt et tempel, men hovedværket er de 16 hvide porcelænskrukker derinde. Løft et låg på en krukke og mærk, hvilken følelse eller billeder du oplever.

Kunstoplevelser for både børn og voksne

Tag familien med på museum og prøv det æstetiske laboratorium. Lad hænderne se eller kast jer over de interaktive eksperimenter.

Oplev museet sammen