Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Bogtrykmuseet i Esbjerg

Når du træder indenfor døren i Borgergade 6, kan du med det samme dufte de gamle trykkerimaskiner. Museet indeholder en kæmpe samling af maskiner og apparater fra et uddøende trykkerifag. 

De mange maskiner og effekter er fra en tid, længe før printerens opfindelse. Et spændende sted at tage børnene med, hvor I sammen kan blive klogere på de enkelte maskiner og hvad de blev brugt til. Der er gratis adgang til det arbejdende museum. 

Bliv klogere på en tidsalder

Det er medlemmer af Esbjerg Typografiske Laug der holder til i museet. De vedligeholder og arbejder med de forskellige maskiner og samtidig vil de også gerne demonstrere hvordan tingene virker.

Selv om nogle af maskinerne er over 100 år gamle, kan de stadig trykke både plakater og bøger.

Sættekasser, vinkelhager og skibe

Inden en bog kunne sendes til tryk, skulle den forbi sætteriet. De flotte gamle reoler er fyldt med træ- og blyskrifter. I sætteriet blev bogens tekst sat, ved hjælp af forskellige værktøjer som vinkelhager og skibe.

Når museet har åbent kan du opleve sættemaskinerne i brug. Du kan også få trykt dit navn på et lille kort.

Trykkeriet

De gamle maskiner larmer, når der trykkes. Medlemmerne af Esbjerg Typografiske Laug passer og plejer maskinerne, så de kan kører i mange år endnu. Det er på den gamle Eickhoff maskine, de har trykt laugets årbog. 

Esbjerg Typografiske Laug

Bogtrykmuseet i Esbjerg blev indviet i 1981. Inden da have Esbjerg Typografiske Laug opmagasineret de gamle maskiner forskellige steder i Esbjerg, fx i boligforeningskældre og hos private. Lauget har indtil nu udgivet godt 40 bøger. En epoke er ved at slutte, på grund af medlemmernes alder. Men de vil fortsat trykke og sætte publikationer i åbningstiden. 

Vidste du...

at ejendommen i Borgergade 6, blev bygget til Niels Hedegaards Ægpakkeri, tilbage i 1905. I kælderen blev der indrettet smørpakkeri. Dengang var både æg og smør gode eksportvarer til England. 

Adresse

Borgergade 6
6700 Esbjerg


De flotte billeder

Billederne er fra Bogtrykmuseet i Esbjerg