Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Nicoline Kristine Larsen, 1868-1960

Lyt med og hør historien om Nicoline Kristine Larsen, som er en del af Agnete Brinchs kunstprojekt "Esbjerg Kvinder, der forandrer verden". Værket, sammen med 16 andre, er udstillet på lyskasser rundt omkring i Esbjergs byrum.

Vil du opleve flere Esbjerg Kvinder, der forandrer verden?

App med kort og lyd

I appen Useeum har vi skabt et helt univers, hvor du kan udforske alle værkerne i Esbjerg Kvinder, der forandrer verden. Her kan du både se et kort over placeringerne og lytte til de spændende fortællinger bag hvert værk.

Læs om kvinden, der vendte en halv million mursten om året

Danmarks ældste teglværksarbejder

Nicoline Larsen kom fra små kår og arbejdede hele sit liv. Som ung lærte hun at sy og vandrede efter tidens skik rundt til husmødrene på landet med sin symaskine. Senere fik hun arbejde på Måde Teglværk, hvor hun vendte mursten i 46 år. Uden for sæsonen på teglværket ernærede hun sig som ormegraver på vaden. Hun blev kendt som Danmarks ældste aktive teglværksarbejderske og arbejdede indtil få måneder før sin død. 

En livslang kærlighed til arbejdet

Avisartikler omtaler den gamle arbejder som en slider, der hvert år i sæsonen vender og kanter omkring en halv million sten i tørreladen: “Man skal møde hende i den kolde forårsluft. Kun iført en kittel og en strikket trøje vender hun stenene parvis på reolerne, og de krogede fingre griber med en 20-årigs sikkerhed om brædderne, der danner underlaget for to våde og grå sten.” 

Journalisten noterer sig, at hver sten vejer 5-6 pund. Reolerne var “godt to meter høje, og til de øverste skal der anvendes en “hønsestige”, men hun træder let og ubesværet på dens trin og når med lethed op til de øverste sten. Helt nede i bunden må hun kravle på knæene langs hylderne.”

Selv siger Nicoline Larsen om det at arbejde i halvfemsårs-alderen: “Egentlig er det ikke strengt nødvendigt, for jeg får min folkepension, som det hedder nu, og den kan man godt klare sig for, men jeg kan simpelthen ikke undvære at arbejde. Jeg skal ud i luften og bevæge mig, for jeg har aldrig kunnet sidde stille.”

Agnete Brinch fortæller...

"Nicoline Larsen, der trods barske kår bevarer et positivt livssyn til det sidste, fortjener den største beundring. At hun så tillige fortsætter det fysisk hårde arbejde som teglværksarbejder indtil få måneder før sin død som 92-årig, afkræver blot yderligere respekt."

’Esbjerg kvinder der forandrer verden’ er en del af kunstprojektet ’Kvinder der forandrer verden’ fra 2015. Du kan læse mere om projektet på kunstnerens hjemmeside.

Portrættet var i 2022-2023 udstillet på Esbjerg Museum. Det originale værk kan i dag ses i forhallen på Esbjerg Sygehus.