Esepiger II
Lyt med og hør historien om Esepiger II, som er en del af Agnete Brinchs kunstprojekt "Esbjerg Kvinder, der forandrer verden". Værket, sammen med 16 andre, er udstillet på lyskasser rundt omkring i Esbjergs byrum.
Vil du opleve flere Esbjerg Kvinder, der forandrer verden?
App med kort og lyd
I appen Useeum har vi skabt et helt univers, hvor du kan udforske alle værkerne i Esbjerg Kvinder, der forandrer verden. Her kan du både se et kort over placeringerne og lytte til de spændende fortællinger bag hvert værk.
Agnete Brinch fortæller...
"Jeg har stor respekt for de hårdtarbejdende kvinder, der i kulde og blæst supplerede familiens udkomme med at grave efter sandorm til linefiskeri, hvorefter ormene skulle sættes på hundredevis af kroge som madding.
Arbejdet var slidsomt og beskidt, men hver en øre betød noget for at brødføde familiens unge og gamle. Disse unge og gamle kvinders bidrag omtales ikke tilstrækkeligt for den betydning, som de havde for, at Esbjerg udviklede sig til den by, som vi kender i dag.
Maleriet er inspireret af et opstillet fotografi fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv, hvor to kvinder har taget arbejdstøjet af for at trække i pænt tøj, inden de spadserer på fortovet med deres esebakker på hovedet fyldt med liner, kroge og sandorm. Jeg har lagt et snit i maleriet, så fokus bliver på kvindernes stivede, hvide forklæder. De fremviser stolt deres metier. Fotoet blev brugt til at fortælle om Esbjerg på datidens postkort."
’Esbjerg kvinder der forandrer verden’ er en del af kunstprojektet ’Kvinder der forandrer verden’ fra 2015. Du kan læse mere om projektet på kunstnerens hjemmeside.
Maleriet var i 2022-2023 udstillet på Esbjerg Museum.