Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Vandtårnet

Tronende på en gravhøj helt tilbage fra bronzealderen har Esbjerg Vandtårn en storslået udsigt, hvor det kan holde øje med både Fanø og Ribe. Vandtårnet i Danmarks femtestørste by er bestemt et besøg værd, så hop i de gode gåsko, og tag på udflugt i Byparken i Esbjerg.

Vartegnet for Danmarks femtestørste by tårner sig magtfuldt op bag Byparkens træer, når du kommer slentrende fra den vestlige side af midtbyen. På lang afstand kan du se de fire spir, som omkranser tårnets top, mens det leder tankerne hen på den ublufærdige og gotiske stilart, som kendetegnede den europæiske arkitektur fra midten af 1100-tallet og de næste 400 år.

Inspireret af Nassauer Haus

Hvis du har set Nassauer Haus i Nürnberg i Tyskland, så har du helt sikkert fået konnotationer til vandtårnet i Esbjerg. Arkitekt C.H. Clausen (1866-1941), som står bag Esbjergs flotte vartegn, har nemlig tegnet tårnet med inspiration fra Nassauer Haus. I modsætning til sidstnævnte er vandtårnet dog placeret i grønne områder, som indbyder til gode gåture og dybe snakke - både på en smuk og klar frostdag eller på en lun og solrig sommerdag.

Vidste du...

... at vandtårnet i gamle dage havde kapacitet til 130 kubikmeter vand. Det blev dog hurtigt alt for lidt til de mange mennesker i Esbjerg by.

Esbjergs første offentlige vandforsyning

Selvom det måske ikke lige lyder som det mest saftige, så var vandtårnet faktisk Esbjergs første offentlige vandforsyning. Tårnet blev opført i 1896-97, men fra 1895 til 1902 var befolkningstallet i byen steget med 51 %. Årsforbruget steg således fra 1897 og de næste syv år med 400 %. Vandtårnet viste sig derfor allerede at være for lille helt fra starten.