Vestkystløbet er muligheden for den årlige skovtur med kollegaerne kombineret med nogle hyggelige timer sammen med familie og børn. Løbet er for alle, og man kan enten vælge at løbe Børneløbet, 9,2 km eller 4,8 km eller gå den korte distance på 4,8 km.
Vestkystløbet
Esbjergs mest traditionsrige løb er klar til at sende både børn, unge og ældre ud på en tur i den skønne natur i og omkring Vognsbølparken. Firmaer, familier og andet godtfolk har gjort Vestkystløbet til et samlingssted, hvor man hygger sig sammen både før og efter løbet.
Et traditionsrigt motionsløb
Vestkystløbet løbes hvert år i juni måned, og ruten tager alle løbere eller gående med ud i den fantastiske natur rundt om og i Vognsbølparken. Det allerførste Vestkystløb blev holdt i 1975, hvor 419 løbere var tilmeldt. Løbet toppede i 2009 med 13.529 tilmeldte. Hvert år sørger de gode tropper fra Esbjerg Hurricanes for, at ingen løbere smug starter, før starten går på Gl. Vardevej.
Imens nogle elsker at trække i løbeskoene og suse afsted på de afmærkede ruter, så er der andre kollegaer, der hellere vil blive i ’Gryden’ i Vognsbølparken og sørge for, at der bliver tændt op i grillen. Langt de fleste firmaer har nemlig store telte i parken, hvor medarbejderne samles til en bid mad både før og efter løbet. Der er også forskellig underholdning både før og efter løbet.
Vilde rekorder
Med næsten 50 løb rundet, så er der god mulighed for at holde styr på statistikken, og der er da også en god håndfuld løbere, der har været med i samtlige Vestkystløb helt fra 1975 til 2019: Johannes Vestbo, Esbjerg, Hans Andreasen, Esbjerg, Ernst Sørensen, Esbjerg, Hans Jørgen Jensen, Esbjerg, Uffe Gram, Haderslev, Jens Kristensen, Esbjerg, Niels Karl Hansen, Esbjerg
Børneløb
Børn har altid været velkommen til Vestkystløbet, og siden 2017 har der også været arrangeret et decideret løb kun for de 3-8 årige børn. Her kan de små fødder prøve kræfter med ruten på 910 meter, og føle sejrsrusen, når både mor og far og alle de andre løbere hepper på dem ved målstregen.
Vidste du…
… at, du med et startnummer til Vestkystløbet kan køre gratis med bybusserne til og fra Vognsbølparken?