Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

KulturSamtaler

KulturSamtaler er for alle der er interesseret i Esbjerg Kommunes kulturliv, ligegyldig om du er kulturskaber, kulturbidrager eller kulturforbruger.

Kom og vær med – sammen gør vi Esbjergs kulturliv endnu stærkere!

Hvad er en KulturSamtale?

En KulturSamtale er en dag, eftermiddag eller aften, fyldt med samtale og inspiration. I en tid, hvor sociale medier ofte skaber afstand og ekkokamre, vil vi dyrke den ægte samtale. Samtalen, der er nysgerrig, åbner nye perspektiver og skaber fælles forståelse.

Emnerne for KulturSamtale kan være alt fra alment gyldige temaer vedrørende kulturliv til lokale varme emner. 

Dyk ned i tidligere KulturSamtaler og bliv inspireret!

2026: Når fortællingerne spræller i nettet – om Esbjerg og identitet

KulturSamtalen "Når fortællingerne spræller i nettet - om Esbjerg og identitet" handlede om Esbjerg og de fortællinger, der har været, og de fortællinger vi løbende skaber.

Nogle skabes for os, andre skaber vi sammen og mange skaber vi for os selv. Vi malede både med den brede pensel, men kiggede også på de enkeltes fortællinger om Esbjerg.

Vi så på, hvordan fortællingerne formede vores egen identitet samt byens identitet og udvikling. Gennem oplæg, samtale og fælles refleksion undersøgte vi spændet mellem stolthed og mindreværd, mellem det rå og det polerede og mellem én fælles fortælling og mange samtidige stemmer.

Sammen blev vi klogere på det sted, vi bor, og på hinandens perspektiver med paneldeltagerne Lulu Anne Hansen, John Vestergren Laursen, Helle Pultz, Gitte Højmark Pedersen og Ida Rose Schmidt. 

2025: Vild med modvilje - om forandringer, fællesskaber og friktion

KulturSamtalen "Vild med modvilje" handlede om den modstand, der opstår, når vores fælles ”rum” forandrer sig.

I en tid hvor kultur ikke bare foregår i teatre og haller, men også på gaden, i haven og på internettet, blev det tydeligere end nogensinde: Forandringer i byrum og kulturliv vækker følelser. Og nogle gange modvilje.

Hvordan passer vi på det, vi har – uden at kvæle det, der kunne blive?
Hvad sker der, når nye projekter møder gamle idealer – og hvorfor bliver modviljen ofte så personlig?

Inspireret af Christine Feldthaus’ arbejde og viden og TV2's Balladen om kolonihaven inviterede vi til en aften med kærlige konfrontationer, skæve smil og skarpe spørgsmål.

Med Christine Feldthaus i front og Finn Lund Nyby som ærlig samtalepartner dykkede vi ned i alt det, vi måske helst undgår at tale om – og gav plads til både kritik, kærlighed og kulturvisioner.

2024: Kulturens byrum – vi vil så gerne, I bliver lidt længere

Hvordan skaber vi byrum, der ikke bare er passager, men steder, hvor mennesker har lyst til at opholde sig og engagere sig i byens liv? Det var omdrejningspunktet for Kultursamtalen i 2024, hvor vi sammen med arkitekt og byplanlægger Jan Gehl samt arkitekt og tv-vært Ane Cortzen gik på opdagelse i Esbjergs byrum.

Med udgangspunkt i en byvandring gav Gehl og Cortzen deres perspektiver på, hvordan Esbjergs rum og arkitektur påvirker den måde, vi bruger og oplever byen på. Deres observationer affødte en livlig debat om, hvordan vi kan skabe endnu bedre rammer for kultur, fællesskab og ophold i byrummet – og om Esbjerg allerede har unikke kvaliteter, der kan styrkes yderligere.

KulturSamtaler 2023: Kulturens betydning i en verden i forandring

Er vækstlaget glemt?

Kanten Esbjerg, Huset og KulturSamtale inviterede til en livlig, men konstruktiv samtale en lørdag eftermiddag på Huset. Det handlede om ungemiljøer, spirende kreativitet og hvordan vi alle kan bakke unge og deres kulturprojekter op.

Kultur – er det overhovedet besværet værd?

Esben Danielsen og et stærkt panel diskuterede kunstens og kulturens værdi i samfundet – og om den egentlig er besværet værd.

Fællesskab – Åndeligt gods i krisetider

I en tid præget af kriser undersøgte vi kulturens evne til at samle og skabe håb. Jane Sandberg, Mikael Fock og Eva Sørensen satte scenen for en dag med refleksion og dialog.

Lokalmedier og kulturliv – Er der noget på spil?

Vi tog pulsen på kulturens plads i lokalmedierne med en livlig debat mellem journalister, forskere og kulturaktører.

Kulturen og kunsten som metode til motivation og adfærdsforandringer

Simon Elsborg Nygaard belyste, hvordan kunst og kultur kan være drivkraft for bæredygtige forandringer.

2022: VildSKAB – Kultur i mellemrummene

VildSKAB eller SKAB vild kultur i mellemrummene. Vi så på det spændende potentiale i mellemrummene, der hvor samarbejdet, borgerinddragelsen og de skæve ideer trives – men også der, hvor fagligheden udfordres, sættes på spidsen og hænderne måske ryster lidt.  

Det handlede om kulturens svar på ’Vild med Vilje’. Kan vi overføre målsætningen om en vild og mangfoldig natur til det lokale kulturliv? Hvordan øger vi den kulturelle biodiversitet? Kan vi bruge mellemrummene til netop dette?  

Vi havde sammensat et interessant program og blev ledt kompetent igennem hele dagen af Niels Frid-Nilsen, der om nogen er en sværvægter indenfor den danske kulturjournalistik.