Flagdagen er en dag, hvor Danmark viser respekt for og anerkendelse af de udsendte, som med deres indsats er med til at sikre, at danskerne kan leve i sikkerhed og tryghed. Flagdagen er derfor en dag, hvor vi både mindes de faldne, og en dag, hvor de udsendte fejres. Dagen omfatter alle, der er eller har været sendt ud fra Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet.
Flagdag for Danmarks udsendte
Den 5. september er der Flagdag for Danmarks udsendte, også i Esbjerg er vi klar til at hædre de personer, der er eller har været udsendt på en mission for Danmark.
En festlig dag i hjertet af Esbjerg
I Esbjerg Kommune fejrer vi alle nuværende og tidligere udsendte med en festlig dag på Torvet i Esbjerg. Alle er velkomne til det flotte arrangement, hvor der er underholdning, musik og ikke mindst mulighed for at få lov til at se, dufte og ’prøve’ militære køretøjer.
Børnemedaljer til de tapre børn
Når mor eller far er udsendt, så kræver det altså sit barn at klare savnet, frygten og tvivlen, der ofte følger med. Derfor uddeler vi hvert år børnemedaljer til alle de tapre børn, der har haft eller har en mor eller en far udsendt på mission for Danmark. Medaljerne overrækkes ved en fin ceremoni under Flagdagen.
Esbjerg Kommunes veteraner
I Esbjerg Kommune bor der ca. 850 personer, der tidligere har været udsendt for Danmark. Som nabokommune og største storby i forhold til Forsvarets tilstedeværelse i Vestjylland har Esbjerg Kommune et ansvar for at tage hånd om de veteraner, der bor i vores kommune, og som måtte have brug for hjælp. Derfor har Esbjerg Kommune ansat en veterankoordinator til at hjælpe og støtte kommunens tidligere udsendte. Veterankoordinatoren er også med til Flagdagen, hvor også Veteran Cafeen er repræsenteret.
Vidste du…
… at, ideen til flagdagen kom fra overkonstabel Kim Eg Thygesen. Han foreslog efter udsendelser til Kosovo i 2004 og Afghanistan i 2006, at Danmark skulle hædre sine udsendte på en national flagdag. Flagdagen for Danmarks udsendte blev besluttet af regeringen i 2009 og blev højtideligholdt første gang samme år.