I Riplay kan børnene gå på opdagelse i en 12.500 kvadratmeter stor verden af leg, læring og bevægelse. Parken har en forhindringsbane på hele 107 meter, 400 meter løbebane, 20 rutsjebaner og eventyrlige legetårne. Man kan også gynge, vippe, gå armgang, balancere, tage en tur i svævebanen og blive helt rundtosset.
Rundt i parken er der små lydklip om Ribes historie, som I også møder, når I leger i Riberhus Slot, kravler i Stormflodssøjlen, svæver som fugle i Vadehavsområdet, bestiger Galgebakken eller spiser madpakker i Vikingehusene.