Sandbassinerne på Verdensskovens store legeplads er tegnet op som Sydamerika og Afrika, og det kan du se på de store skilte, som i eventyrlig stil også peger mod Ønskeøen og Månen. Legeredskaberne er utraditionelle og udfordrer fantasien, men børnene finder hurtigt ud af, at der både er balance-, klatre- og rutsjeredskaber.
I kan også møde flere af verdens dyrearter i form af skulpturer, så børnene kan klappe en løve, besøge kondorens rede eller få et glimt af en krokodille eller en bjørn.
Tips og tricks
Tag gerne madpakken med og nyd den på en bænk ved legepladsen.
Om foråret kan I fange haletudser i søen i Verdensskoven.
Også de firbenede venner kan boltre sig i Verdensskoven, der har sin helt egen hundeskov.
Tag en tur på Hjertestien
En af Hjerteforeningens afmærkede Hjertestier går igennem Verdensskoven. Ruten er 4,4 km. lang og strækker sig også rundt i Gørding By og Ådalen.
I nærheden
Besøg Vestskoven i Bramming eller tag en tur til Grimstrup Krat.