Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Skøjtesøen Bramming

Som en lille oase midt i Bramming ligger to søer, som kaldes Skøjtesøen og Ishockeysøen.

Søerne er nabo til byens fritidscenter og omkranset af fodboldbaner og grønne omgivelser, og de er placeret i et område, som mange mennesker dagligt lægger vejen forbi.

Området ved Skøjtesøen og Ishockeysøen er et grønt åndehul i Bramming, og søerne er oplagte at besøge på en hyggelig udflugt i hverdagen eller på en fridag. De to søer er gået igennem en omfattende renovering, så området nu fremstår let og luftigt.

Rundt langs søerne er der etableret en sti, som kan bruges til en gå- eller løbetur, og underlaget er stabilt, så du også kan færdes med kørestol, barnevogn eller som dårligt gående.

Trænger du til en pause på gå- eller cykelturen, er der plads til et hvil ved søerne, og du kan fordrive tiden med at finde spiselige bær og nødder i buskene.

Bramming Lokalråd har sørget for lys omkring søerne, så du også kan gå tur her om aftenen.

Tips og tricks

Nyd madpakken og udsigten til søerne i madpakkehuset.

Hvis vejret er koldt nok om vinteren, indbyder Skøjtesøen selvfølgelig til en tur på skøjter. Bare husk at følge anvisningen på skiltene og være forsigtig.

I nærheden

Tag en tur til Darum og gå en tur på Darum Kirkesti, som er en af landet længste og ældste kirkestier.

Du kan også besøge Verdensskoven i Gørding og mærke et lille sus af fra den store verden.