Søen og dens omgivelser har et rigt plante- og fugleliv. Den forholdsvis lavvandede sø udgør sammen med de nærmeste omgivelser et sandt fuglemekka i både yngle- og træktiderne.
I de lune forårsaftener høres ofte nattergal, kærsanger og græshoppesanger i krattet omkring søen. Og du kan se både knopsvaner, gråænder, fiskehejrer og hættemåger i området. Langs søen kan du se flere smukke vandplanter som fx Frøbid, Gul Åkande og Nøkkerose.
Tips og tricks
Fra P-pladsen kan du bevæge dig ud på to ture i området. Den gule natursti på ca. 4,5 km fører dig langs Nørbækken, som løber i en smal kløft gennem et gammelt egekrat. I Nørbæk Plantage kan du være heldig at se kronvildt. Fra stien er der også udsigt over den lyngdominerede Varming Hede. Lyngen blomstrer i juli, august og september.
Den røde tur på ca. 3 km fører langs den øvre del af Nørbæk over Ribe Golfklubs arealer. På stiens nordligste del er der en flot udsigt over Munkesø.
I nærheden
- Ribe Golfklub
- Ribe Vikingecenter
- Tange Plantage