Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Den Hemmelige Skov

Gemt lidt af vejen, men absolut et besøg værd. Bag Kjersings industriområde findes et fantastisk grønt område, som inviterer til hyggelige gåture.

Det kan du opleve

Den Hemmelige Skov byder ikke kun på skov, men også hede og mose.

Udover stierne i området er der en indhegning, hvor Skotsk Højlandskvæg græsser. De er helt fredelige, når vi bare lader dem være i fred. Du kan komme ind i indhegningen, men hunde er ikke velkomne.

Det kan være, at du undrer dig over de grønne kasser i området. Det er drikkevandsboringer, fordi området oprindeligt blev anlagt for at beskytte drikkevandsforsyningen i Esbjerg.

Tips og tricks

Du kan plukke blomster, brombær, mirabeller, hasselnødder, slåen til snaps og skovæbler, som bedst egner sig til gele. Ved bækken finder du vandmynte, som kan tørres og bruges til te.

Madpakkehuset giver ly, når den medbragte mad skal nydes. Her finder du også interessant information om dyre- og plantelivet i området.

I nærheden

Der er ikke langt til Dyrehaven på Gl. Vardevej.

Find vej

Adresse og transport

Parkering: Der er parkeringsplads på Kattegatvej (Lige over for håndværkerbutikken)

Bus: Hvis du skal på tur i Kjersing skov uden bil, kan du tage bybus 3B  til Nordskrænten v/Nøddelunden eller Sydtrafiks rute 144, der stopper på Storebæltsvej lige ud for stien ind i skoven.