Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Maren Kirstine Rasmussen, 1876-1941

Lyt med og hør historien om Maren Kristine Rasmussen, som er en del af Agnete Brinchs kunstprojekt "Esbjerg Kvinder, der forandrer verden". Værket, sammen med 16 andre, er udstillet på lyskasser rundt omkring i Esbjergs byrum.

Vil du opleve flere Esbjerg Kvinder, der forandrer verden?

App med kort og lyd

I appen Useeum har vi skabt et helt univers, hvor du kan udforske alle værkerne i Esbjerg Kvinder, der forandrer verden. Her kan du både se et kort over placeringerne og lytte til de spændende fortællinger bag hvert værk.

Læs om kvinden, der aldrig gav op

Alene med syv børn og en ukuelig vilje

Maren Rasmussen var en af de mange kvinder, der levede nøjsomt og stille - som sørgede for sin familie uden de store falbelader. Fra hun var 17 år, da hendes mor døde efter at have født sin sidste lille dreng, stod hun for husholdningen, sørgede for sine syv små søskende, passede faren og arbejdede ude i byen.

Fem år senere som 22-årig blev hun gift og fødte de næste 11 år syv børn. Herefter søgte ægtefællen lykken i Amerika, mens Maren Rasmussen og børnene blev i Esbjerg. Efter få år hørte hun ikke mere fra ham. Som 37-årig stod hun alene og ludfattig med syv børn i alderen 4-15 år.

Slid, omsorg og styrke

Dagen begyndte kl. 5 om morgenen med rengøring på Toldboden. Kl. 7 gjorde hun rent hos De Cooperative i Skolegade. Om eftermiddagen var hun vaskekone hos forskellige private, et slidsomt og hårdt fysisk arbejde ved gruekedlen. Sidst på dagen løb Maren med aviser. Dertil passede hun hjem og børn. Nattøj og kjoler til døtrene blev syet af melsække. Alle børn fik en faglig uddannelse. Senere tog hun to børnebørn til sig som sine egne, da en af hendes døtre “kom i ulykke”.

Mange årtier efter Marens liv endte, ved vi i dag, at hendes udholdenhed og omsorg for familien var med til at lægge grunden til en statsminister, nemlig Poul Nyrup Rasmussen.

Agnete Brinch fortæller...

"Maren Rasmussens liv afspejler fattige kvinders slidsomme kår i datidens Esbjerg. Historiebøgerne om Esbjergs tilblivelse nævner ikke disse kvinder, som virkelig gjorde en forskel som limen i samfundet og i de fattige arbejderfamilier. De fik hverdagene til at hænge sammen. De knoklede fra morgen til langt ud på aftenen for at få råd til husleje, mad og tøj, og de fik børnene i vej. Kvinder som Maren Rasmussen fortjener respekt og beundring for deres indsats."

’Esbjerg kvinder der forandrer verden’ er en del af kunstprojektet ’Kvinder der forandrer verden’ fra 2015. Du kan læse mere om projektet på kunstnerens hjemmeside.

Portrættet var i 2022-2023 udstillet på Esbjerg Museum. Det originale værk kan i dag ses i forhallen på Esbjerg Sygehus.