Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Esbjerg set i grønt

Esbjerg set i grønt er et kunstværk, der består af fem foto-collager, der hver fortæller et lille stykke af Esbjerg Kommunes historie.
 

Kunstværket

"Esbjerg set i grønt" er et ca. 1000 m2 stort kunstværk, fordelt på fem bygninger. Bygningerne ligger på parkeringsområdet på taget af indkøbscenteret Broen centralt i Esbjerg.

Værkerne er lavet af kunstneren Christella Bamford. Hun beskriver kunstværket sådan: 

Jeg forestiller mig at man som besøgende til Broen kan bruge billederne som en mulighed for at tale om området. Og at evt. skoletjeneste og turister også kan bruge dem til at få åbnet oplevelsen af området. 

De fem motiver

Motiverne er konstrueret sådan, at de på afstand ser ud som fem forskellige mønstre/strukturer. Efterhånden som du kommer tættere på, bliver flere og flere detaljer synlige. 

Du kan gå på jagt efter genkendelige billeder, der også kan findes i den umiddelbare udsigt; vandtårnet, skorstenen, vindmøllerne osv. Du kan også kigge efter historiske motiver, der fortæller historien langt tilbage.
 

Kunstneren bag Esbjerg set i grønt

Christella Bamford har siden 1991 arbejdet som selvstændig kunsthåndværker, kunstner og freelance farvedesigner.

I de senere år har Christellas arbejde med skulpturer primært været udført i keramik, glas og bronze. Hendes keramiske værker tager udgangspunkt i det håndværksmæssige, med særlig vægt på den umiddelbare impuls, som sikrer et levende og nærværende udtryk.

Som farvedesigner har hun nydekoreret en række middelalderkirker. Senest blev Blovstrød Kirke genindviet i november 2023 efter hendes arbejde.

Blandt Christellas andre værker kan nævnes en indsats til en døbefont samt et dåbsfad i glas til Lille Grandløse Kirke, et stort håndlavet altertæppe til Frederiksværk Kirke og en altertavle i glas og bronze til Soderup Kirke.